Da han kommer slentrende gennem et tomt Train i Aarhus med et par satin-lignende løbeshorts fra Puma, en slidt T-shirt uden de store ambitioner og svedperlerne løbende ned langs de rødmossede kinder, er det tydeligt, at det ikke er stjernenykkerne, der trykker. Heller ikke selv om der blot er to timer, til han skal give sin hidtil største koncert.

Østen, den aarhusianske musiker, der hurtigt, men sikkert, har skrevet sig ind i bevidstheden hos et stigende antal lyttere, er nemlig – akkurat som sin musik – en ret fredelig og behagelig karakter, der »bare er her, ligesom alle jer andre«.

I backstage-lokalet følger stemningen de samme afslappende toner, tenderende til kollektiv. Kun iført underbukser vader løbeklubbens resterende bandmedlemmer ind efter et bad, og deodoranten tager en rundtur akkompagneret af højlydt jubel fra sofaen, hvor den igangværende Fifa-kamp nærmer sig sit klimaks.

Ja, man kan gøre sig mange forestillinger om, hvordan et spirende band som Østen og hans hold forbereder sig til en aften som denne. Dette var ikke en af dem. Men formentlig er det lige netop derfor, at de er nemme at holde af.

Og fra cover til 10 velorkestrerede numre er fortællingen hele vejen personlig og ærlig – nærmest som et »soundtrack til eget liv«, forklarer han.

Albummet rummer blandt andet sangene ”Sang til min mor”, der handler om frygten for at miste sin mor, og ”Sang til min far”, der ifølge Østen selv har været en af de allersværeste sange at udgive. Set i bakspejlet er han dog rigtig glad for, at han gjorde det:

»Der er plads til ændringer i den her dominerende fodbold- og omklædningsrumskultur. Boys don’t cry lader til at vare for evigt. Hvis jeg med en sang som denne kan ændre bare én fars forhold til sine børn, giver det mening,« siger han og fortæller, hvordan han sidenhen har mødt flere fædre, for hvem sangen har haft en særlig betydning.

Læs hele artiklen her.